23948sdkhjf

Sukkerafgift kan koste 1.000 job

Erhvervslivets talerør DI frygter, at ny sukkerafgift vil komme til at koste mere end 1.000 danske produktionsjob.
7 ud af 10 fødevareproducerende virksomheder vil skære ned i antallet af medarbejdere på grund af regeringens kommende afgift på sukker i fødevarer. Og hver tredje spår, at mere end hver tiende medarbejder ryger. Det skriver epn.dk.

Tallene stammer fra et rundspørge, som erhvervsorganisationen DI har foretaget blandt 32 store danske fødevareproducerende virksomheder, der i alt repræsenterer 5.000 arbejdspladser – heriblandt Arla og Danish Crown.

Skadeligt for både produktion og detailhandel
Branchedirktør i DI, Ole Linnet Juul, forstår ikke, hvorfor regeringen insisterer på at indføre sukkerafgiften.

- Målet er fyldt. Først fedtafgiften og nu sukkerafgiften. Hvad vil regeringen med vores fremtid? Vil de bare have, at produktionsvirksomheder lukker og slukker? Siger Ole Linnet Juul til epn.dk.

Og han får opbakning fra fødevarepolitisk chef i Dansk Erhverv, Lotte Engbæk Larsen:

- Det fordyrer varerne og skubber handlen ud af landet. Priserne stiger, grænsehandlen vokser. Det har konsekvenser, siger hun til epn.dk. Dansk Erhverv repræsenterer mange af de butikker, der vil blive berørt.

Ifølge epn.dk frygter DI, at 1.200 arbejdspladser i produktionen er i farezonen. Dertil kommer så de job, der ryger i detailhandlen, fordi butikkerne mister omsætning til grænsehandlen.

Skatteminister Thor Möger Pedersen tror imidlertid ikke, at konsekvenserne af sukkerafgiften bliver helt så alvorlige, som DI skitserer.

- Der vil stadig være en betydelig efterspørgsel efter de produkter, der omfattes af afgiften, bl.a. fordi afgiften bliver mindre end den, der gælder for chokolade og slik, siger Thor Möger Pedersen til epn.dk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125